onsdag den 30. april 2014

Endelig tilbage

Hvor har der været stille på bloggen! Jeg har dog en god undskyldning :) Jeg har nemlig været på forretningsrejse til Danmark, hvor jeg fik besøgt en del af de klinikker jeg arbejder sammen med, og jeg deltog i et meget spændende seminar omkring pancreas sygdomme.

Mens jeg har været væk, har haven haft travlt. Næsten alle mine akelejer er sprunget ud :) Jeg ELSKER akelejer, så her får I lige et billedgalleri af dem, der er fremme nu.








Jeg synes både de fyldte og de enkle er noget så fine og sarte :) Måske jeg skulle få mig en hvid en også? Sidste år havde jeg en klart gul én, men det ser ikke ud til, at den kommer frem i år. Den er nok røget op mens kattene har leget. Det sker jo indimellem :)


Jeg købte en ny klematis, da jeg var i supermarkedet her til morgen. Den skal stå på terassen med den anden jeg har. De er i samme farvegruppe, men den nye her har nogle overdrevet store blade sammenlignet med den anden jeg har fra sidste år. :) Tror nok de skal blive flotte sammen når de gror mere til.



Det her er så den anden. Den er næsten helt udfoldet, men mangler lige lidt :) Når jeg har plantet den nye, skal der nok komme et billede ind :)

Tulipanerne fra Keukenhof er også sprunget ud :)

Og det samme er min smukke Princess Lily :)

Den lille lyserøde haverose og de lyserøde tusindfryd er så fine sammen. Efter jeg plantede dem i den flettede kurv blev det helt perfekt synes jeg :)

Jeg glæder mig til, at jeg har fri fra arbejde her om lidt, så jeg kan komme ud og plante den nye klematis og bruge lidt tid sammen med min datter efter at have været hjemmefra. 
Hvad skal du i dag?

torsdag den 24. april 2014

Gratis hjælp til oprydning



I dag ville jeg gerne have ryddet noget af det ukrudt væk, der havde sneget sig ind mellem fliserne ude i forhaven.

Ja, egentlig er der ikke meget forhave over det, for det er kun lige en lille gang med to ufærdige bede og nogle lavendler. Jeg håber, at kunne komme i havecentret denne weekend og finde stauder osv. til forhaven, så det ikke ser så ufærdigt ud. :)

Imens jeg ryddede ukrudt, fik jeg selskab af vores to katte, Rose og Spike. De hjalp egentlig ikke så meget, men det er rart, at der lige bliver holdt opsyn med mig. 

Spike vogter over ukrudtsbunken

Det her er en tulipan, jeg ikke kender navnet på, men den har de sødeste lyserøde blomster, der ikke bliver ret høje. Bladene her er i forfald og de er sørme også ved at blive lyserøde. Kender du til den her? I så fald, smid gerne en kommentar, da jeg super gerne vil kende navnet. :)

Efterfølgende sad vi i baghaven lidt og nød eftermiddagens varme inden den lille skulle hentes fra dagpleje.

Det blev hun så og hun skulle STRAKS ud i haven og over til hegnet til naboen for at se, om deres lille hvalp nu skulle tænkes at være udenfor, så hun kunne sige hej :)



onsdag den 23. april 2014

Danske Haveblogs



Jeg har netop ansøgt om at komme med på listen over Danske Haveblogs. Det er et super sted at læse om alt det, der rører sig i haverne rundt omkring :) Jeg har fulgt med som læser på forskellige blogs i snart 2 år og der er altid nyt at lære fra de mere rutinerede :)

Nu håber jeg bare, at jeg bliver tilføjet.

Vil du også se alle de skønne haveblogs, kan du kigge her http://www.haveblogs.dk/







Besøg i Keukenhof



I Holland har de den mest fantastiske park, kaldet Keukenhof. Det er en park grundlagt af det hollandske kongehus, der engang i tidernes morgen brugte en del af den som køkkenhave, deraf navnet "keuken" (køkken)-hof.

I tidens løb er parken blev udvidet og er åben for besøg fra marts til maj hvert år, hvor man som besøgende kan opleve over 7 millioner blomsterløg sirligt arrangeret i fantastiske mønstre og opstillinger.

Jeg besøgte denne have i sidste uge, da min familie var på besøg, og det var fantastisk! Vejret var skønt, madkurven var lækker og både os voksne og min datter nød det i fulde drag. 

Jeg vil gerne dele lidt billeder med jer, selvom det er svært at vælge, da der er SÅ mange fantastiske ting at tage billeder af derinde. Skal du nogensinde til Holland i den tidsperiode, så besøg endelig parken. Entré er omkring 20 euro per person, og det er en smule pebret, men på den anden side, er der så smukt, at man hurtigt glemmer pengepungens smerter :)
























Alt, alt for mange billeder til så lille et indlæg, men jeg kan slet ikke bestemme mig for, hvilke billeder der er flottest, så derfor fik I så mange :)

Dengang rejsen startede. Del 3 - i dag :)



Hvordan ser haven så ud i dag? 
Altså lige præcis i dag. D. 23 april 2014? 

Jo... Den er fin, synes jeg :) Der er stadig meget, der skal gøres, mange planter, der skal vokse til, og mange nye, der skal købes, men på trods af dét, er jeg glad for den udvikling, der indtil videre er sket i det andet forår af havens liv. Desværre er himlen overskyet, men man kan ikke være lige heldig hver gang :)

Se med i de billeder, jeg netop har taget. 










Det var en kort rundtur i selve haven :)
Herunder følger lidt close-ups og lignende. Enjoy!

Min store løjtnantshjerte. Jeg har 2 hvide og 2 lyserøde, men denne er den første jeg plantede, så den er en del større end de andre, som jeg plantede for en måneds tid siden.

Her er en af de hvide. Hvor er den plante bare en genial og elegant skygge-plante :)

Jeg mener, at denne plante hedder Jacobsstige, men ret mig gerne, hvis jeg tager fejl. Sidste år var denne plante ikke særlig stor, men jeg skal da love for, at den har bredt sig i år. Trives også ganske glimrende i skyggen.



Min eneste blomstrende iris. Cat's Eye, kaldes den vist. Håber, de andre også blomstrer næste år. Indtil videre kommer de kun op med blade.


Mine blå anemoner er de nyest ankomne i haven. Jeg købte 3 planter, da jeg var med familien i Keukenhof her sidste uge. Håber de kan brede sig nede i hjørnet, da der stadig er meget bart og det gerne må være lidt "vildt" og "skov-agtigt" dernede. :)

Jeg har mange akelejer i min have, og denne er den første til at blomstre i år. De andre er lige i hælene på ham her, så dem ser jeg nok om en dag eller 2. Jeg elsker simpelthen akelejer. De er så majestætiske og smukke. De er hårdføre, men alligevel så elegante. De formerer sig let og hvis jeg ikke mener, de skal gro, der hvor de selv synes, så er småplanterne lette at genkende og fjerne. Desværre er der mange, der ser akelejer som ukrudt, netop fordi de formerer sig så let. Hvad synes du om akelejer?

Op ad vandrøret ved døren til skuret, der fører til huset, har jeg en klematis med den skønneste dyb-lilla farve. Sidste år fik jeg kun et par enkelte blomster, men indtil videre kan jeg tælle 11 på den i år, så jeg glæder mig til at se den blomstre :)